Hvis du er læge uden speciale
Du skal gennemføre en evalueringsansættelse på minimum 12 måneder. Evalueringsansættelsen skal være fordelt på 2 forskellige specialer af hver 6 måneders varighed.
De 2 ansættelser skal svare til den kliniske basisuddannelse (KBU), som dansk uddannede læger skal gennemføre. Denne uddannelse inkluderer også obligatoriske kurser.
Hvis du er speciallæge
Hvis du er speciallæge i et speciale, der eksisterer i Danmark og som har en minimumsvarighed, der er defineret i Direktiv 2005/36/EF, kan du gennemføre en 6 måneders evalueringsansættelse. Hvis dit speciale ikke lever op til minimumskravene, eller hvis dit speciale ikke er anerkendt i Danmark, skal du gennemføre en evalueringsansættelse på minimum 12 måneder. Se afsnit "Hvis du er læge uden speciale".
Den 6-måneders evalueringsansættelse kan ske på en afdeling, der uddanner speciallæger inden for dit speciale. Hvis dit speciale er almen medicin kan evalueringsansættelsen dog finde sted hos en almen praktiserende læge, som er godkendt til hoveduddannelse. Under evalueringsansættelsen kan du få vurderet, hvilke kompetencer du har i forhold til målbeskrivelserne i introduktions- og hoveduddannelsen i dit speciale.
Dine kompetencer dokumenteres ved underskrifter i henholdsvis specialets logbog og godkendelse på eventuelle tilhørende kompetencekort/skemaer. Din logbog med underskrevne kompetencer benyttes, hvis du efter afsluttet evalueringsansættelse vil søge om en meritvurdering af din speciallægeuddannelse ved et af de tre Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse.
Læs mere om speciallægeanerkendelse og meritvurdering
Få godkendt specialet senere
Hvis du vil have anerkendt dit udenlandske speciale, kan du søge om det, efter du har afsluttet din evalueringsansættelser og har opnået dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke.
Læs om, hvordan du får mulighed for en meritvurdering og søger om anerkendelse af din udenlandske speciallægeuddannelse
Tidsfrister
Før ansættelsen:
- Du skal være begyndt i din evalueringsansættelse senest 12 måneder efter, at du har bestået den sidste af de medicinske fagprøve eller kursus i dansk sundhedslovgivning.
Ved 12-måneders evalueringsansættelse (KBU):
- Du skal påbegynde din anden evalueringsansættelse senest 3 måneder, efter du har afsluttet din første evalueringsansættelse for at vi kan godkende forløbet.
- Den samlede 12-måneders evalueringsansættelse skal evalueres efter 1., 3. og 12. måned. Du skal bede din uddannelsesansvarlige overlæge om at bruge vores evalueringsskemaer
Ved 6-måneders evalueringsansættelse
- Den samlede 6-måneders evalueringsansættelse skal evalueres efter 1., 3. og 6. måned. Du skal bede din uddannelsesansvarlige overlæge om at bruge vores evalueringsskemaer.