Sådan søger du dansk autorisation som tandlæge
Hvis du er:
- statsborger i et land uden for EU, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz, og har en uddannelse fra et andet land end Danmark
- eller statsborger i EU, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz og uddannet i et land uden for de nævnte lande
skal du igennem 3 trin for at opnå dansk autorisation:
- Du skal have godkendt din uddannelse
- Du skal bestå en sprogprøve
- Du skal gennemføre en evalueringsansættelse. Hvert trin skal dokumenteres, og vi guider dig gennem hele processen. som kan vare flere år.
Måske kan du søge efter EU-reglerne
Hvis du opfylder nedenstående betingelser, kan ud i stedet søge dansk autorisation efter EU-reglerne:
- Du er statsborger i EU, Norge, Island eller Liechtenstein og
- Du har gennemført din uddannelse som tandlæge uden for et af de nævnte lande og
- Du har fået anerkendt din uddannelse som tandlæge i EU, Norge, Island eller Liechtenstein og
- Du har 3 års erhvervserfaring som tandlæge i det land, som har anerkendt din uddannelse.
Søg efter EU-reglerne
Sagsbehandlingstid
Se sagsbehandlingstiden under hver enkelt trin i autorisationsprocessen.
Indtil du har opnået dansk autorisation, skal du selv holde dig orienteret om eventuelle ændringer i processen. Der kan også være deadlines, du skal overholde.
Titel og virksomhedsområde
Du skal have en autorisation, hvis du vil arbejde som tandlæge i Danmark. Titlen er beskyttet, og du må kun kalde dig tandlæge, hvis du har en autorisation.
Sådan behandler vi din ansøgning
Vi sender dig en kvittering, når vi har modtaget din ansøgning og den dokumentation, du har sendt ind. Vi kan bede om mere dokumentation, hvis vi vurderer, at dokumentationen for din oprindelige autorisation, uddannelse eller erhvervserfaring er mangelfuld.
Når du har gennemgået alle trin i autorisationsprocessen, og du har opfyldt alle betingelser, udsteder vi en autorisation til dig. Din autorisation er digital, og den vises i autorisationsregistret.
Uddannelse som specialtandlæge
Når du har opnået dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge, kan du gå i gang med en dansk uddannelse som specialtandlæge. Hvis du allerede har en uddannelse som specialtandlæge fra udlandet, kan du ansøge om en vurdering af den, når du har gennemført din evalueringsansættelse, og du har fået autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge.