Tilsyn med lægers og tandlægers ordinationer

Vi fører tilsyn med lægers og tandlægers ordinationer af udvalgte lægemidler, blandt andet smertestillende lægemidler, og visse slags sove- og nervemedicin. Vi undersøger også om, der er læger, der udskriver ekstraordinært store mængder medicin.

Tilsyn med ordinationer

Vi fører tilsyn med lægers og tandlægers ordinationer af udvalgte lægemidler, blandt andet smertestillende lægemidler, og visse slags sove- og nervemedicin.

Dette sker ved, at alle apoteker indberetter oplysninger fra udleverede recepter til et centralt register, som vi efterfølgende får udtræk fra. Vi kan på den måde følge den enkelte læges eller tandlæges ordination af smertestillende medicin og visse andre afhængighedsskabende lægemidler til patienterne. Det kan også følges, hvor meget vedkommende rekvirerer til brug i praksis.

Oplysninger fra de databehandlede recepter kan af og til være påfaldende enten på grund af lægemidlets art, på grund af mængden eller på grund af varigheden af behandlingen. Vi har ikke adgang til yderligere data end de indberettede oplysninger fra apotekerne. I forbindelse med screening vil vi derfor rette henvendelse til lægen eller tandlægen for en uddybning af baggrunden for ordinationerne. Uddybningen består af en udtalelse fra den pågældende læge eller tandlæge og vil i nogle tilfælde skulle suppleres med journalmateriale.

Formålet med tilsynet er at sikre, at læger og tandlæger udviser omhu og samvittighedsfuldhed ved ordination af afhængighedsskabende lægemidler. Tilsynet skal således både sikre, at der ikke ordineres afhængighedsskabende lægemidler på uforsvarlig vis til patienter og at det opdages, hvis læger eller tandlæger rekvirerer medicin til eget brug.

Langt de fleste tilsynssager med læger og tandlægers ordinationer ender ikke med sanktioner.

Se mere på siden: Tilsyn i tal

Vurderes det, at der grund til bekymring. gælder de samme tilsynsforanstaltninger som for sundhedspersoner, der ikke følger de faglige normer. Vi kan indskrænke den enkelte læges eller tandlæges ordinationsret, hvis det vurderes at vedkommende ordinerer afhængighedsskabende lægemidler på uforsvarlig måde. Vi kan fratage vedkommende ordinationsretten for en nærmere fastsat periode eller indtil videre. I denne type sager gælder i øvrigt de samme tilsynsforanstaltninger som gælder for sundhedspersoner, der ikke følger de faglige normer.

Læs mere om sundhedspersoner, der ikke følger de faglige normer