Faglighedssager: Sundhedspersoner der ikke følger de faglige normer

Her kan du læse om faglige tilsynssager også kaldet faglighedssager, hvordan de indledes og de potentielle sanktioner.

Faglighedssager

Vi indleder en faglig tilsynssag – også kaldet en faglighedssag – hvis vi får en bekymringshenvendelse eller på anden måde bliver opmærksomme på, at en autoriseret sundhedsperson kan være til fare for patienters sikkerhed.

I faglighedssager kan det eksempelvis være, at vi gennem vores overvågning af ordinationer bliver opmærksomme på en læge, som udskriver påfaldende store mængder afhængighedsskabende medicin, eller at vi får en henvendelse fra en sundhedsperson, der oplever, at en anden sundhedsperson bruger forældede behandlingsmetoder, der kan skade patienter.

Vi kan også indlede en faglighedssag på baggrund af afgørelser fra Styrelsen for Patientklager, retslægelige ligsyn, medieomtaler, domme fra domstole eller gennem europæisk udveksling af oplysninger (det såkaldte IMI-system) og et udvidet nordisk samarbejde.

Hvis vi indleder en faglig tilsynssag, kan processen eksempelvis se ud som nedenfor. I langt de fleste sager ender sagen med, at sundhedspersonen ikke får en sanktion.

Læs mere på siden: Tilsyn i tal

Eksempel 1

tidslinje for faglighedssager

Eksempel 2

tidslinje faglighedssager

Kan ende med sanktion

Hvis vi vurderer, at der er grundlag for bekymring for patientsikkerheden, kan sundhedspersonen ende med at få en sanktion.

Generelt gælder det, at vores reaktion skal være proportional i forhold til de faglige problemer, som en sundhedsperson har. Det betyder, at vi ikke reagerer mere omfattende end nødvendigt for at sikre patienternes sikkerhed.

Dette er et grundlæggende retsprincip, og det betyder, at vi fx kun fratager en sundhedspersons autorisation i de tilfælde, hvor en af de mindre indgribende sanktioner ikke i tilstrækkelig grad kan sikre patienternes sikkerhed.

Alle aktuelle sanktioner i faglighedsager skal jf. sundhedsloven § 12 offentliggøres i autorisationsregisteret.

Du kan finde autorisationsregisteret her

Typer af sanktioner

Et skærpet tilsyn betyder, at vi følger dit faglige virke – fx ved at indhente journaler eller få udtalelser fra arbejdsgiver med nogle måneders interval. Typisk varer et skærpet tilsyn et år, men kan blive forlænget.

Vi sætter dig under skærpet tilsyn, hvis der er mistanke om, at du i dit faglige virke udgør en forringet sikkerhed for patienter.

Du kan stadig arbejde som sundhedsperson og udføre din sundhedsfaglige virksomhed, mens du har et skærpet tilsyn.

Hvis du får et fagligt påbud, betyder det, at du skal rette op på noget indenfor dit faglige virke – fx som tandlæge. Et fagligt påbud kan derfor indeholde retningslinjer for, hvordan du som sundhedsperson skal udføre din faglige virksomhed indenfor et nærmere bestemt område – fx at du skal overholde journalføringsbekendtgørelsen.

Vi udsteder et fagligt påbud, hvis vi vurderer, at du er til fare for patientsikkerheden på grund af alvorlig eller gentagen kritisabel faglig adfærd. Mens du har et fagligt påbud, følger vi dit faglige virke – fx ved at indhente journaler eller få udtalelser fra arbejdsgiver.

Det faglige påbud er ikke tidsbegrænset, men bliver ophævet, når du har vist, at dit faglige niveau på det påbudte område er tilfredsstillende, og at du har kunnet opretholde det niveau i en periode.

Du kan stadig arbejde som sundhedsperson og udføre din sundhedsfaglige virksomhed, mens du har et fagligt påbud.

En midlertidig indskrænkning betyder, at der er sundhedsfaglig behandling, du i en periode ikke må udføre. Det kan eksempelvis være, at du som læge ikke må varetage lægevagtfunktionen, at du som tandlæge skal afholde dig fra visse indgreb, eller at du som jordemoder ikke må lave private hjemmefødsler.

I nogle tilfælde vil din midlertidige indskrænkning indeholde, at du mister retten til selvstændigt virke (gælder for læger, tandlæger, kiropraktorer) og derfor kun må arbejde under supervision. Det vil sige, at du ikke selvstændigt må udøve din sundhedsfaglige virksomhed, men må udøve den, hvis du er under supervision af en sundhedsperson, som vi har godkendt.

Formålet med supervision er at sikre, at du udfører dit faglige arbejde på betryggende og patientsikker vis. Desuden er formålet, at vi gennem supervisionsforløbet får afklaret, om du igen vil kunne leve op til et acceptabelt fagligt niveau.

Vi indgår i disse tilfælde en skriftlig aftale med den superviserende sundhedsperson (supervisor), hvoraf det fremgår, hvordan supervisionsforløbet konkret skal forløbe, og hvilket ansvar og hvilke forpligtelser supervisor påtager sig. Supervisor bliver gjort bekendt med baggrunden for supervisionsforløbet og påtager sig ansvaret for, at du som sundhedspersonen bliver superviseret på en sådan måde, at du i din virksomhed ikke udgør en risiko for patientsikkerheden.

Supervisor er desuden forpligtet til at orientere os igennem evalueringsrapporter. Når rapporterne har vist, at dit sundhedsfaglige niveau er tilfredsstillende igennem en stabil periode, ophæver vi igen virksomhedsindskrænkningen. Vi har generelt god erfaring med, at supervision fører til, at den superviserede sundhedsperson kommer fagligt styrket ud af forløbet.

Hvis supervisionen mod forventning ikke medfører den nødvendige faglige fremgang, vil vi, inden den midlertidige virksomhedsindskrænkning er udløbet, anlægge en sag ved byretten med henblik på, at virksomhedsindskrænkningen bliver opretholdt.

Inden retssagen anlægges, indhenter vi en skriftlig erklæring fra Retslægerådet. Når erklæringen foreligger, bliver du opfordret til at udtale dig skriftligt eller afgive en mundtlig redegørelse ved et møde, hvori også Retslægerådet deltager. Vi tager altid først endelig stilling til, om det er nødvendigt at anlægge en retssag, efter du har haft mulighed for at kommentere på Retslægerådets udtalelse.

Hvis domstolene er enige i, at det er nødvendigt med en virksomhedsindskrænkning, ændrer det dog ikke ved, at det fortsat er muligt at få den fulde autorisation tilbage ved at gennemføre et supervisionsforløb eller på anden måde vise, at der er sket en sådan faglig forbedring, og at de forhold, der førte til virksomhedsindskrænkningen ikke længere er til stede. Det kan fx være ved at tage relevant efteruddannelse.

Vi kan midlertidigt i en periode på maks. 2 år fratage dig din autorisation, hvis vi vurderer, at der foreligger en begrundet mistanke om, at du er til fare for patientsikkerheden på grund af grov forsømmelighed i dit faglige virke.

Vi kan også fratage dig din autorisation, hvis du ikke medvirker til tilsyn. Det vil altid være en konkret vurdering, om du udviser vilje og evne til at medvirke. Det kan også anses som manglende medvirken, hvis du ikke fremsender journaler, som vi har bedt om, eller ikke kommer til en samtale, som du er indkaldt til. Hvis vi fratager dig autorisationen, kan du i langt de fleste sager anke afgørelsen til Ankenævnet for Tilsynsafgørelser. Vi vil altid vejlede dig om muligheden for anke, når vi træffer en afgørelse.

Som udgangspunkt kan du miste din autorisation af følgende årsager:

  1. Hvis du i forbindelse med en tilsynssag undlader at svare på vores breve, ikke kommer til samtale, som vi har indkaldt til, eller på anden vis nægter at samarbejde.
  2. Hvis du overtræder et forbud, en suspension eller et påbud.
  3. Hvis du gør dig skyldig i strafbare forhold, der har betydning for dit faglige hverv. Det kan eksempelvis være seksuelt krænkende adfærd overfor patienter eller personfarlig kriminalitet eller tyveri fra patienter. 
  4. Hvis du har fået frataget din autorisation i et andet land.

Det er muligt at få sin autorisation igen efter en fratagelse, hvis de omstændigheder, som lå til grund for, at autorisationen blev frataget, ikke længere er til stede.

Vi følger løbende op på, hvordan det går med dig under den midlertidige autorisationsfratagelse. Det gør vi for at vurdere, om der er grundlag for at din autorisationsfratagelse skal fortsætte efter de to år. Hvis vi vurderer, at det er nødvendigt, vil vi inden for de 2 år, som din midlertidige autorisationsfratagelse varer, anlægge retssag om dette ved byretten. Retssagerne er civile, hvilket blandt andet vil sige, at sundhedspersonen selv skal hyre og betale for sin advokat.

Inden retssagen anlægges, indhenter vi en skriftlig erklæring fra Retslægerådet. Når erklæringen foreligger, bliver sundhedspersonen opfordret til at udtale sig skriftligt eller afgive en mundtlig redegørelse i et møde, hvori også Retslægerådet deltager. Vi tager altid først endelig stilling til, om det er nødvendigt at anlægge en retssag, efter du har haft mulighed for at kommentere på Retslægerådets udtalelse.

Hvis domstolene er enige i, at det er nødvendigt at fratage dig din autorisation af hensyn til patientsikkerheden, ændrer det dog ikke ved, at det fortsat er muligt at få autorisation tilbage. Det kræver, at du søger om at generhverve autorisationen og kan dokumentere, at de forhold, der førte til autorisationsfratagelsen ikke længere er til stede. Det kan fx være, at du har taget relevant efteruddannelse, som gør, at vi vurderer, at du ikke længere udgør en fare for patienters sikkerhed.

Vi kan give dig et forbud mod helt eller delvist at udøve din faglige virksomhed, mens vi oplyser en sag om autorisationsfratagelse eller virksomhedsindskrænkning. Forbuddet kan meddeles, hvis vi vurderer, at det af hensyn til patientsikkerheden er nødvendigt, at du straks ophører med faglig virksomhed, og hvis der er begrundet mistanke om fare for patientsikkerheden. Forbuddet gives for en kortere nærmere angiven periode, som dog kan forlænges.

Vi kan suspendere din autorisation, hvis du ophører med at udøve faglig virksomhed i Danmark fx på grund af sygdom, udrejse, pension eller lignende, eller hvis der er begrundet mistanke om, at du i forbindelse med genoptagelse af faglig virksomhed kan være til fare for patientsikkerheden.

Suspension bruges som udgangspunkt i sager, hvor vi har indledt en tilsynssag, og hvor vi bliver bekendt med, at du ikke længere har faglig virksomhed i Danmark. Vi undlader derfor at oplyse sagen yderligere, men foretager i stedet for en suspension af din autorisation.

Suspension betyder, at du gerne må kalde dig din titel fx sygeplejerske eller læge, men du må ikke arbejde som det. Hvis du genoptager arbejde, skal du fortælle os det. Vi vil så ophæve suspensionen og fortsætte den tilsynssag, der blev sat i bero ved afgørelsen om suspension.

Vi har i nogle sager suspenderet en pensioneret læge eller tandlæges autorisation, fordi personen gentagende gange har foretaget ordinationer af afhængighedsskabende lægemidler til sig selv eller sine nærmeste i strid med reglerne om dette.

Hvis vi suspenderer din autorisationen, kan du anke afgørelsen til Ankenævnet for Tilsynsafgørelser. Vi vil altid vejlede dig om muligheden for anke, når vi træffer en afgørelse.

Vi kan indskrænke din ordinationsret, hvis vi finder, at du ordinerer afhængighedsskabende lægemidler på uforsvarlig måde. Vi kan fratage dig retten til at ordinere alle eller enkelte grupper af disse lægemidler for en tidsbegrænset periode eller indtil videre.

En afgørelse om ordinationsindskrænkning kan ikke ankes, men du kan forlange vores afgørelse indbragt for domstolene. Begæring om domstolsprøvelse skal fremsættes over for os inden 3 uger efter, at du har modtage vores afgørelse. Vi vil herefter anlægge sag ved byretten.

Læs mere om tilsyn med lægers og tandlægers ordinationer