Badevand og havbakterier

Havbakterier opformeres, når havtemperaturen stiger. Nogle somre er mængden af havbakterier større end i andre. Alvorlig sygdom forekommer meget sjældent, selv i varme somre.

Hvilke sygdomme medfører havbakterier?

Havbakterier i badevand kan medføre mindre alvorlig sygdom som øreinfektioner eller småinfektioner i huden. Nogle havbakterier kan også medføre alvorlig sygdom som blodforgiftning, der i værste fald kan ende dødeligt. Bakterien trænger som regel ind gennem et sår i huden. I sjældne tilfælde kan alvorlig sygdom udvikle sig meget hurtigt.

Hvem kan blive alvorligt syge?

De mennesker, der bliver alvorligt syge, er næsten altid mennesker, der har en sygdom i forvejen, der svækker leveren eller immunsystemet. Således skal især følgende mennesker være opmærksomme i forbindelse med badning eller ved anden tæt kontakt med havvand som fx ved fiskeri: 

  • Mennesker med nedsat leverfunktion
  • Mennesker med sygdomme i blodet
  • Mennesker med andre sygdomme, der svækker immunsystemet
  • Mennesker, der får lægemidler, der svækker immunsystemet

Hvad skal jeg gøre ved sygdom efter badning?

Hvis du i dagene efter badning bliver meget syg med feber eller får en større hudinfektion skal du søge læge hurtigt.

Kan jeg bade?

Hvis du er sund og rask kan du bade, som du plejer.

Hvis du lider af en af de omtalte sygdomme, skal du udvise forsigtighed, især hvis du har sår.

Du opfordres til at kontakte din læge, hvis du er i tvivl, om du har et lavt immunforsvar.

Ligesom i andre lande har de danske myndigheder ikke kunnet finde frem til en varslingsmodel, der med tilstrækkelig sikkerhed kan fortælle om mængden af havbakterier  på de forskellige badelokaliteter. By- og Landskabsstyrelsen har sendt et brev til kommunerne herom.

Hovedbudskabet fra By- og Landskabsstyrelsen er, at der vil være en vis - omend meget lidt øget - risiko for, at personer med lavt immunforsvar kan blive smittet, når de bader i følgende situationer:

  • I havvand med lav saltholdighed  (fx Østersøen, mindre bugter og fjorde): hvis vandtemperaturen i en uges tid har været 15 grader C eller derover
  • Ved kysterne andre steder i landet med højere saltholdighed: hvis vandtemperaturen i en uges tid har været 20 grader C eller derover

Se yderligere information

DMI's badevandstemperaturer