"Er du klar?" – telefonkonsultationer forud for medicinsk kræftbehandling

20-10-2021

Onkologisk Ambulatorium på Vejle sygehus har forbedret telefonkonsultationer forud for medicinsk kræftbehandling. Patienterne indrapporterer bivirkninger og symptomer på forhånd, så sygeplejerskerne kan handle på dem i tide.

Formål med projektet

Dette projekt skulle bidrage til at kvalificere telefonkonsultationer med patienter forud for medicinsk kræftbehandling og dermed øge patientsikkerheden.

Hvad er der kommet ud af det?

Resultaterne har ført til, at en implementering af systematiske og mere sikre måder at afholde telefonkonsultationer på er i gang. Patienterne kan i fred, og ro tænke over, hvad de skal svare på spørgsmålene, når de har tid til det, og samtalerne er med til at vise et mere reelt billede af, hvordan de har det forud for behandlingen. Det bidrager til øget patientsikkerhed ved, at patienterne ikke modtager behandling, de ikke kan tåle, og der indsamles systematisk data om patienternes bivirkninger og symptomer til den medicinske kræftbehandling. Patientens data/bivirkninger kan også sammenlignes over tid, og behandlingen kan dermed stoppes i tide, hvis der sker en negativ udvikling i patientens tilstand.

Baggrunden for projektet

På Onkologisk Ambulatorium deltager en væsentlig del af patienterne i en telefonkonsultation med en sygeplejerske dagen før deres medicinske kræftbehandling. Den medicinske kræftbehandling har flere og ofte toksiske bivirkninger, som kan have fatale konsekvenser og påvirke patientens livskvalitet i negativ retning, hvis de ikke bliver opdaget og handlet på i tide. Ligesom det kan være fatalt, hvis patienten modtager behandling på trods af bivirkninger.

Forud for behandling skal patientens tilstand og eventuelle bivirkninger derfor altid vurderes. Det er ofte en sygeplejerske, der laver vurderingen ved en telefonkonsultation.

Erfaringer vise, at telefonkonsultationer ikke blev udført systematisk. Nogle sygeplejersker anvendte guidelines, nogle spurgte blot, om patienten følte sig klar, og andre havde deres helt egne rutiner.

Arbejdsgang

For at få viden om, hvordan kvaliteten af telefonkonsultationer kunne forbedres, blev der gennemført en interviewundersøgelse. I alt 12 patienter med forskellige kræftdiagnoser og -prognoser deltog i undersøgelsen. 

Resultaterne fra undersøgelsen viste, at en del af patienterne var utrygge, da de ikke altid var informerede om, hvad telefonkonsultationen indebar. Undersøgelsen viste også, at patienterne i større grad ønskede at tage ansvar for deres eget behandlingsforløb. 

Det blev derfor indført, at patienter og sygeplejersker skulle bruge spørgeskemaer i appen "Mit sygehus" forud for telefonkonsultationerne. Her kunne patienterne ved hjælp af spørgeskemaerne selv indrapportere graden af udvalgte bivirkninger og symptomer. Forud for telefonkonsultationen orienterede sygeplejersken sig i patientens indrapporterede svar fra spørgeskemaerne omkring bivirkninger og symptomer. På den måde tog telefonkonsultationen systematisk udgangspunkt i patientens perspektiv, og sygeplejersken kunne handle i tide på eventuelle, svære bivirkninger og symptomer. 

Ved patienter, der ikke kunne håndtere det elektroniske skema via appen, brugte sygeplejersken det samme spørgeskema, som var i appen, når de talte med patienterne over telefonen. 

Udfordringer og løsninger

Det var udfordrende at nå i mål med projektet inden for den afsatte tid. Grundige undersøgelser og implementering, der inkluderer nye teknologiske løsninger, er tidskrævende. Dette blev løst med velvillighed fra ledelsen om, at der skulle ekstra tid til for at komme i mål.

Ressourcer

Projektet blev udført af en projektansvarlig sygeplejerske og kvalitetsnøgleperson og en klinisk sygeplejespecialist og PhD. stud. - begge fra Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus.

Hvor og hvornår foregik projektet?

Projektet blev udført på Onkologisk Ambulatorium på Vejle Sygehus. Det begyndte i foråret 2018 og blev afsluttet i foråret 2020.

Kontaktoplysninger

Vil du vide mere eller se eventuelle materialer brugt i projektet? Kontakt:

Sygeplejerske Sanne Skovbjerg, Onkologisk Ambulatorium, Vejle Sygehus. Sanne.Skovbjerg@rsyd.dk